Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Laborant ved Institut for Kemi og Biovidenskab

Ved Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet er en fuldtidsstilling som laborant ledig til besættelse fra 1. juni 2026. Arbejdsstedet er Aalborg.

Vi søger en laborant til at varetage driften af vores laboratorier, samt forsknings- og undervisningsstøttende opgaver. Dette involverer uddannelsen indenfor kemiteknologi samt forskningen i Sektion for Uordnede Materialer, som arbejder med glas og glasfibre samt andre typer af faste materialer. Vi arbejder på at forstå sammenhængen mellem materialernes kemiske sammensætning, struktur og egenskaber, med henblik på at udvikle nye materialer til bl.a. energilagring og vandrensning.

Som laborant i stillingen skal du varetage driften af vores tre laboratorier, der har faciliteter til bl.a. membranfiltrering, glassmeltning, polering og en række analyseteknikker såsom kalorimetri, røntgendiffraktion, elektron mikroskopi, og hårdhedsmåling. Da en del af vores studerende og ansatte er udenlandske kræver jobbet, at man kan begå sig på engelsk både på skrift og i tale. Du vil være i kontakt med mange forskellig studerende og ansatte i løbet af en normal arbejdsuge. Du skal være indstillet på en omskiftelig hverdag med mange forskelligartede opgaver.

Primære opgaver for stillingen:

  • Daglig ansvar for laboratoriet i tæt samarbejde med det øvrige teknisk-administrative og videnskabelige personale.
  • Overvågning af sikkerheden i laboratorierne, samt introduktion af studerende og nye ansatte til laboratoriesikkerhed
  • Indkøb af kemikalier og andre laboratorieartikler, samt registrering af disse
  • Forsendelse af prøver og affaldshåndtering
  • Ansvar for glassmeltningsfaciliteter og analyseudstyr, herunder kontakt til firmaer som servicerer diverse udstyr  
  • Ansvar for introduktion af studerende og nye medarbejdere til betjening af analyseapparatur
  • Bidrag til diverse forskningsprojekter såsom fremstilling af prøver, udførelse af kemiske analyser samt test og kalibrering af laboratorieudstyr

    Kvalifikationskrav:

Vi forventer, at

  • Du har en uddannelse som laborant eller lignende
  • Du er interesseret i kemi og kemiteknologiske opgaver og problemstillinger
  • Du har mod på og lyst til et job med forskelligartede opgaver og kan sætte dig ind i betjeningen af nyt udstyr, nye analysemetoder og finde løsninger, når der opstår problemer i laboratoriet
  • Du er proaktiv, ansvarlig og kan prioritere dine arbejdsopgaver
  • Det er vigtigt for dig at laboratoriesikkerheden overholdes, og du gør opmærksom på det, hvis det ikke er tilfældet
  • Du har stærke samarbejdsevner, herunder evne til at samarbejde og interagere med forskellige kulturer og faggrupper
  • Du behersker engelsk på skrift og i tale

Som laborant ved Institut for Kemi og Biovidenskab vil du komme til at arbejde tæt sammen med forskere, studerende og andet teknisk personale. Der vil være oplæring i nødvendigt omfang.

Om instituttet

Institut for Kemi og Biovidenskab (BIO) er en international arbejdsplads med ca. 150 medarbejdere på campus i Aalborg og Esbjerg. Instituttet arbejder inden for biologi, kemi, bioteknologi, miljøvidenskab og kemiteknik og understøtter både forskning og uddannelse på højt niveau.

Vi lægger vægt på at være en attraktiv arbejdsplads med fleksible arbejdsforhold, en uformel omgangstone og gode samarbejdsrelationer på tværs af faggrupper. Arbejdskulturen er præget af åbenhed, respekt og engagement.

Læs mere om instituttet her: Institut for Kemi og Biovidenskab - Aalborg Universitet

Ansøgning 
Din ansøgning skal indeholde følgende:  

  • Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen 
  • CV 
  • Eksamensbevis 
  • Evt. relevante bilag 

Du kan læse mere om krav til din ansøgning her

Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside. 

Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.

Har du spørgsmål?  
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktpersoner nederst i opslaget.  

Øvrige informationer 
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her

Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK)

Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen. 

Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.






Ansøg her

Retur til søgning

FREMHÆVEDE JOBS