Da en af vores dygtige farmakonomer har søgt nye udfordringer, søger vi en ny kollega til vores Medicinserviceteam i Nykøbing Falster pr. 1. maj 2025.
Har du lyst til at gøre en forskel for patienter og hjælpe sygeplejersker og læger, er chancen der nu. Kom og bliv en del af vores spændende sygehusapoteksmiljø, der arbejder med klinisk farmaci.
Vi er et team på 15, der består af en ledende farmakonom, 13 kliniske farmakonomer, samt 1 apoteksmedhjælper. Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsklima, høj faglighed og godt humør.
Vi kan tilbyde dig:
- En ca. 34 timers arbejdsuge
- Et selvstændigt og yderst spændende job med vekslende arbejdsopgaver og stor faglighed
- Grundig oplæring i dine arbejdsopgaver og onboardingforløb, hvor du bliver tilknyttet en mentor
- Tværfagligt og tæt samarbejde med kliniske afdelinger og andre faggrupper, samt farmaceuter på Sygehusapoteket
Vi forventer, at du er uddannet farmakonom.
Har du tidligere erfaring med medicinservice og klinisk farmaci er det et plus, men ikke en forudsætning for ansættelse.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Besidder stor og bred farmakologisk viden
- Har gode kommunikations- og formidlingsevner
- Er initiativrig, arbejder serviceorienteret og ansvarsfuld
- Evner og har lyst til at arbejde selvstændigt, systematisk og målrettet
- Har masser af gå-på-mod og et godt humør
- Kan lide at have patientkontakt
- Kan møde kl. 7.00 hver dag
- Er fleksibel, mødestabil og åben for forandringer
- Bidrager til et godt arbejdsmiljø og god tone
Sygehusapotekets opgaver for kliniske farmakonomer
Som sygehusapotek er en af vores vigtige opgaver at levere serviceydelser så som medicinservice til sygehuse, hospice og Psykiatri i Region Sjælland.
Medicinservice er organiseret som seks medicinserviceteams på regionens største geografier.
Medicinservice er en kontraktbaseret ydelse, hvor vi som sygehusapotek indgår aftale med afdelingerne om at løse opgaver på vegne af dem. På medicinservice tager vi os af lagerstyring af medicinrum, udløbskontrol og kassation af lægemidler.
Vi foretager desuden en gennemgang af de indlagte patienters lægemiddelordinationer og indgår i tværfaglig dialog med afsnittenes personale omkring dette. Vi står til rådighed for lægemiddelrelaterede spørgsmål og henvendelser fra afdelingerne.
Ved lægemiddeldispensering og -administration består vores opgaver bl.a. i at ophælde og udlevere lægemidler til indlagte patienter samt bistå ved udlevering af lægemidler ved udskrivelse.
Lægemiddeldispenseringen foregår i tæt samarbejde med afdelingens læger og sygeplejersker og tilpasses løbende, således at vi som farmakonomer på bedste måde bidrager med vores faglighed og eksempelvis medvirker til større compliance og færre utilsigtede hændelser.
Ved administration af lægemidler kommer du tæt på patienten og det er væsentligt, at du kan lide at have patientkontakt.
Ved medicinanamnese består vores opgaver i at udarbejde en oversigt over en patients aktuelle medicinske behandling.
Du arbejder meget selvstændigt, men med dine kollegaer indenfor rækkevidde. I teamet hjælper vi alle hinanden, så både kvaliteten af vores ydelse og vores teamwork er i top.
Ansættelse
- Løn og ansættelse følger relevant overenskomst
- Forventet ansættelse d. 1. maj 2025
- Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 12
Om Sygehusapoteket
Sygehusapoteket er et selvstændigt virksomhedsområde med 250 medarbejdere, som leverer lægemidler, medicinservice og klinisk farmaceutisk service til sygehusene i Region Sjælland. Vi indkøber lægemidler og producerer også lægemidler både til lager og til den enkelte patient, især kemoterapi til kræftpatienter. Vi håndterer lægemidler for 1 mia. kr. om året.
”Med fokus på lægemidler gør vi vores bedste for, at medmennesker med behov for sygehusbehandling er trygge, velbehandlede og bedre i stand til at klare dagen i morgen”
Du kan læse mere om Sygehusapoteket her https://www.regionsjaelland.dk/fagfolk/medicin-og-medicoteknik/sygehusapoteket
21-36 timer
Ansøg her
Retur til søgning