Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Ledende farmakonom til Region Sjælland Sygehusapoteket, Roskilde

Har du lyst til at være en del af vores spændende sygehusapoteksmiljø og har du en passion for ledelse og klinisk farmaci, så har du chancen nu, da vi søger en ny leder til vores medicinserviceteam i Roskilde.

Sygehusapotekets kerneopgaver inkluderer at tilbyde serviceydelser såsom medicinservice, dispensering og administration mm. til sygehuse og psykiatri i Region Sjælland. Disse kliniske serviceydelser er baseret på aftaler, som afdelingerne og Sygehusapoteket har indgået i fællesskab.

På medicinserviceafdelinger foretager de kliniske farmakonomer ordinationsgennemgang på indlagte patienter, deltager i tværfaglige dialoger med afsnittets personale omkring patienternes medicinering og besvarer lægemiddelrelaterede spørgsmål. De har desuden ansvar for lagerstyring af afdelingens lægemiddelbeholdning, udløbskontrol og kassation af lægemidler.

I dag har Sygehusapoteket 6 medicinserviceteams, som er placeret på de største sygehusgeografier i regionen.

På Sjællands Universitetshospital i Roskilde udfører kliniske farmakonomer på visse afdelinger dispensering og administration til indlagte patienter i tæt samarbejde med afdelingen. Desuden udleverer farmakonomerne vederlagsfri medicin til særlige patientgrupper.

Vi søger en dynamisk og handlekraftig leder til at lede og videreudvikle vores medicinserviceteam i Roskilde, da vores nuværende leder har valgt at søge nye udfordringer. Teamet består af 12 farmakonomer.

Som leder vil du indgå i et tæt samarbejde med de øvrige ledende farmakonomer og blive en del af ledelsesteamet i Klinisk Farmaci, hvor du refererer til driftslederen for Medicinservice. Du vil også være en del af den bredere ledelsesgruppe på Sygehusapoteket, og generelt arbejde sammen med mange forskellige interne og eksterne samarbejdspartnere.

Du har ansvar for

  • Daglig drift af medicinserviceteamet i Roskilde, hvor du også selv til tider er udførende
  • Personaleledelse herunder skema- og ferieplanlægning, afholdelse af MUS-samtaler, omsorgssamtaler mm.
  • At deltage i ansættelser
  • At oplære nyt personale
  • At medvirke til udvikling af den enkelte og den samlede personalegruppe
  • At holde teammøder
  • At indgå og tilpasse medicinservice-aftaler med hospitalsafdelingerne

Din baggrund kunne være

  • Farmakonom med ledelseserfaring
  • Farmakonom med lyst til at udvikle sig som leder

Har du kendskab til Klinisk Farmaci/ Medicinservice vil det være et plus, men ikke et krav.

Vi forventer at du

  • Er løsningsorienteret og kan fungere som en synlig, engageret, empatisk og positiv leder, der lægger vægt på trivsel, faglighed og samarbejde både internt og eksternt
  • Har øje for at motivere og involvere medarbejderne
  • Har gode kommunikations- og formidlingsevner
  • Tager initiativ og har drivkraft til at igangsætte og gennemføre opgaver tværfagligt
  • Er serviceorienteret og ansvarsfuld

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 37

Om Sygehusapoteket
Sygehusapoteket er et selvstændigt virksomhedsområde med 250 medarbejdere, som leverer lægemidler, medicinservice og klinisk farmaceutisk service til sygehusene i Region Sjælland. Vi indkøber lægemidler og producerer også lægemidler både til lager og til den enkelte patient, især kemoterapi til kræftpatienter. Vi håndterer lægemidler for 1 mia. kr. om året.

”Med fokus på lægemidler gør vi vores bedste for, at medmennesker med behov for sygehusbehandling er trygge, velbehandlede og bedre i stand til at klare dagen i morgen”

Du kan læse mere om Sygehusapoteket her https://www.regionsjaelland.dk/fagfolk/medicin-og-medicoteknik/sygehusapoteket



Fuldtid


Ansøg her

Retur til søgning