Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Ny afdelingschef med ansvar for personale


Vil du være med på en vild udviklingsrejse for Glostrup Apotek Dosispak, så er dette måske noget for dig?

Vi oplever en positiv vækst i dosispakket medicin og ønsker derfor at styrke vores organisation med ansættelse af en afdelingschef med hovedansvar for personale og -udvikling.

Dosispakket medicin er medicin, der er pakket i de rette doser til den enkelte patient på apoteket, kaldet dosisruller. Glostrup Apotek er en af de apoteker i landet, der har en specialiseret GMP-produktion af dosisruller, som leveres til landets apoteker. Der er en stigende efterspørgsel på dosisrullerne, og vi er derfor i gang med en markant udvidelse af kapaciteten ved at udvikle og etablere en nyt produktionssite.

Vi ønsker derfor at styrke vores afdelingsledelse på vores dosispakkeri. Vi ønsker at ansætte en ny afdelingschef, der skal have ansvar for personale og udvikling. Denne skal indgå i et afdelingslederskab med den nuværende afdelingschef, der vil blive fokuseret det produktionstekniske, herunder drift og planlægning i en rolle som afdelingschef med ansvar for produktionen.

Vi søger en person, der er interesseret i og motiveret af ledelsesopgaven og samtidigt har et godt kendskab til og forståelse for produktion, så I sammen kan stå for ledelsen og udviklingen af afdelingen.

Din primære opgave bliver personaleledelsesdelen med bl.a. fokus på rekruttering, trivsel og kompetenceudvikling, men I vil begge blive ansvarlige for både ledelse, produktion og udvikling samt de økonomiske resultater.

Du bliver også involveret i processen med etableringen af det nye produktionssite. Du vil få et fokus på at sikre fastholdelse og rekruttering af nye medarbejdere, med fokus på trivsel, anerkendelse og feedback.

Stillingen indebærer stor frihed, selvstændighed og et beslutningsmandat, hvor den nye afdelingsledelse i et tæt samarbejde vil få ansvar for driften og udviklingen af afdelingen.

Afdelingen består i dag, udover den nuværende afdelingschef af 2 teamledere og 15 dygtige og kompetente medarbejdere. Vi forventer, når det nye produktionsite er fuldt etableret, at der vil være 30-35 medarbejdere på afdelingen.

Der er afsat ressourcer til at gennemføre et ledelsesudviklingsforløb for de to afdelingschefer, så samarbejdet kommer til at fungere optimalt fra begyndelsen.

Hovedopgaver:

  • Rekruttering, ansættelse og fastholdelse af medarbejdere
  • Sikre information, kommunikation og vidensdeling
  • Ressourcestyring og sikre at en stabil drift
  • Udvikling af medarbejdere og teamledere
  • Sikre en kultur der bygger på feedback og anerkendelse

Det er vigtigt, at den nye afdelingschef med ansvar for personale sikrer involvering af den anden afdelingschef samt teamleder og medarbejdere.

 

Faglige kompetencer:

  • Farmaceut, ingeniør eller anden relevant uddannelse på kandidat eller bachelor niveau
  • Solide ledelseserfaringer fra en tilsvarende produktionsvirksomhed
  • Interesse for og flere års erfaring med ledelse og personaleledelse og- udvikling
  • Erfaring med GMP-produktion gerne fra Pharma industrien
  • Gerne forståelse for og kendskab til apoteksbranchen
  • Du har en naturlig tilgang til IT herunder forståelse for den øgede digitalisering

 

Personlige kompetencer:

  • Er god til at arbejde selvstændigt, at have overblik og planlægge din egen arbejdsdag
  • Er omhyggelig og kvalitetsbevidst
  • Systematisk og struktureret i din arbejdsform
  • Loyal og pligtopfyldende
  • Kan arbejde i højt tempo og tåle perioder med pres
  • Naturlig teamspiller med gode samarbejds- og kommunikationsevner
  • I besiddelse af initiativ og gennemslagskraft

 

 

Det kan vi tilbyde dig:

 

Et spændende og krævende job i en succesfuld virksomhed i vækst med imødekommende og engagerede kolleger, hvor den indbyrdes omgangstone er uformel.

Vi er en virksomhed med fokus på innovation og udvikling. Du vil blive del af en organisation, hvor du vil opleve en stor frihedsgrad, samt mulighed for at sætte dit præg på egne arbejdsopgaver - med kort afstand fra idé til handling.

 

Du vil også indgå i en ledelsesgruppe med apotekeren samt afdelingscheferne fra apoteket og den magistrelle produktion. Og du vil komme til at være med til at bidrage til den samlede virksomheds strategiudvikling.

 

Interesseret?

Så klik herunder senest d. 16. juni. Vi samarbejder med konsulentfirmaet Inter Relation i denne ansættelsesproces.

https://app.jobmatchprofile.com/uafaxc

Indledende samtaler forventes at blive afholdt i uge 25.

 

Ansættelse forventes at ske i ultimo juni/primo juli med tiltrædelse senest 1. september 2024. Hvis du vil vide mere om stillingen, inden du søger, er du velkommen til at ringe til Kristian Østergaard på 24828020.

 

Vi glæder os til at modtage din ansøgning med dokumentation for, hvorfor du er den, vi søger.

 

Virksomhedsprofil

Glostrup Dosispak er en afdeling med mere end 15 faste medarbejdere og er en del af Glostrup Apotek, som med omkring 110 ansatte er en af landets største apoteksvirksomheder. Der dosispakkes lægemidler til mere end 10.000 borgere, som leveres til landets øvrige apoteker. Dosisdispensering er en maskinel ompakning af lægemidler til små en-dosisposer, der sidder sammenhængende i en dosisrulle til den enkelte borger. Den maskinelle ompakning foregår under GMP-reglerne.

Vores samarbejdsværdier er ”Ærlighed, Hjælpsomhed, Åbenhed, Ansvarlighed og Godt Humør”. Og disse er grundlaget for vores holdninger og adfærd i det daglige arbejde og i samarbejdet med hinanden.

Den nuværende afdeling ligger i Priorparken i Brøndby. Og vi forventer at flytte til en ny lokation i Avedøre i 2025.

Den samlede virksomhed ejes og ledes af apoteker Kristian Østergaard.



🕑  |  Brøndby  |  2024-06-16 23:59:00



Ansøg her

Retur til søgning